|
Privat
Jeg er født den 7. november 1969 i Aarhus og er enebarn. Bor tæt ved Odense fjord ude på landet med Klaus Justesen, der arbejder i Nordfyns Bank i Otterup. Sammen har vi fem børn og fire katte. Jeg er mor til Sarah Sofie på 5, Ludvig på 9, Tobias på 11 år og bonusmor for Lasse på 12 og Anders på 14 år. ![]() God service er, når man får mere end man forventer! Min tallerken er større end mine kollegers, for tjeneren havde forståelse for en god appetit! Nedenfor er min ABC, hvis du vil lære mig bedre at kende: A for ARBEJDE. Mit arbejde er fordelt således, at jeg er leder på et erhvervsforskningscenter på universitetet i 80% af min arbejdstid. De resterende 20% er jeg forsker, hvor mit genstandsfelt er børn og brands. Det er en super fordeling, fordi der både er fordybelse og action - jeg elsker mit arbejde og føler, at jeg dagligt får lov til at gøre en forskel - og det har betydning for mig. B for BØRN. Jeg elsker at være sammen med børn og heldigvis, for vores hus er oftest fyldt med dem. Det er totalt afstressende at lege med børn, og de fortæller én nogle gode sandheder ind imellem. Der bor fem børn hos os: Sarah Sofie på 5, Ludvig på 9, Tobias på 11, Lasse på 12 og Anders på 14. C for CYKEL. Naturen nydes ofte på en cykel. Jeg forsøgte i en periode at løbe nogle tiltrængte kilo af mig; men fik simpelthen for ondt i knæene. Cyklen er bedre, og det er også nemmere at snakke med dem, der er med, når man ikke er forpustet. D for DRIVHUS. Det er mit største ønske at få et drivhus, og jeg har ønsket mig et i mange år efterhånden. Men nu er jeg trods alt kommet så langt, at min kæreste har anlagt en terrasse, hvor det skal stå. I år havde jeg bygget et minidrivhus på to kapilærkasser med lange pilegrene, hvorpå der var plastic påsat. Indenunder er kommet de skønneste tomater. Men kønt er det virkelig ikke! E for EKSTRA. Jeg er så heldig, at have overskud i mig, og det betyder noget for mig, at give mennesker mere, end de forventer. Jeg synes, at man har en forpligtigelse til at gøre noget for andre. Vi er alle afhængige af hinanden i et stort puslespil - og derfor påvirker vi også hinanden. Det er en nydelse for mig at gøre noget ekstra for andre, og jeg nyder at være sammen med mennesker, hvor vi påvirker hinanden positivt. Der skal jo egentlig ikke så meget til; men tænk hvis vi alle huskede at give vores medmennesker en ekstra anerkendelse? F for FYRRE ÅR. Det er i år, at jeg forlader 30’erne og kommer ind i de voksnes rækker, når jeg fylder 40 år. Det er ikke et problem for mig at fylde rundt. Jeg kan da godt se på kroppen, at der er nogle folder, der ikke altid har været der. Det tager også lidt længere tid at kridte banen op, når der skal lægges aften makeup. Men heeeeelt ærligt; der følger også en masse livserfaring med alderen og en fantastisk indre ro. Jeg vil hellere fylde 40 end 20, så jeg er godt tilfreds. G for GJØDESEN. Mit efternavn er fra min biologiske fars familie fra Vestjylland, og vi er ikke mange, der bærer navnet. Men jeg bidrager ikke med flere, der kan bære navnet H for HALLOWEEN. Jeg boede i USA, da jeg først stiftede bekendtskab med halloween. Det fascinerede mig dybt, at amerikanerne pyntede huse og butikker og klædte sig ud i en sådan grad. Hvert år er jeg med til at fejre halloween i Otterup by, hvor handelsforeningen står for et fantastisk arrangement med udklædning og oppyntning af alle butikkerne. Hjemme hos os, går vi næsten amok. Jeg har to flyttekasser fyldt med edderkopper, skeletter, spøgelser og udklædningstøj. Jeg er virkelig vild med det. Min ældste søn har fødselsdag i slutningen af oktober, og hans fødselsdagsgæster er altid blevet udsat for gys. I år skal de på midnatsløb den 31. oktober. Nogen af os glæder os. I for IDEOLOGI. Liberalisme er for mig, at der er plads til at udvikle sig, at den enkelte har et stort ansvar for eget liv - men også en social ansvarlighed for, at det ikke sker på bekostning af andre. Som socialliberalist har jeg en tro på den enkelte i samfundet men også et ansvar for dem, der ikke kan selv. J for JUL. Der er intet, der slår den danske jul. I vores familie fejres julen forskelligt hvert andet år. Når vi har alle børnene, fejrer vi jul hjemme hos os med hele vores familie. Vi har et fire meter højt juletræ, som vi selv fælder og det kan vi nå omkring, fordi vi er så mange. Når vi synger "så er det jul igen", så løber vi efter hinanden i hele huset, og det er virkeligt super sjovt. Det er min mor og mig, der står for maden, og det hygger vi os med. Når vi ikke har alle børnene, er det kun Sarah og os, der holder jul med mine forældre, hvor vi tager på et hotel og nyder at blive totalt forkælet. Når vi ikke har drengene, er det vigtigt, at vi holder det totalt anderledes, for det er stadigt et stort savn, at skulle være uden dem. K for KÆRLIGHED. Der er intet vigtigere end kærlighed. Jeg er så heldig, at min store kærlighed har valgt at bo med mig. Det kræver mod at være bonusfar til andres børn - men det kræver også mod at være sammen med mig, for jeg kan fylde meget. Heldigvis har min kæreste både mod, brede skuldre og selvtillid, så jeg får modspil. Men jeg får også tryghed, for hos ham har jeg "helle", og det er nødvendigt, når man begår sig i meget maskuline miljøer som politik og forskning. L for LEVE. Der skal leves fuldt ud hver dag, og mit motto har i mange år været: "Smag på livet med en god appetit.". Smykker eller bestik til særlige lejligheder findes ikke i min verden, for hver dag er en særlig lejlighed. Min gamle mormor gemte tøj, smykker og duge til særlige lejligheder - desværre blev det ikke brugt ret tit - og det havde hun fortjent at nyde. Jeg har det, ligesom Dan Turell havde det: "Jeg holder af hverdagen", og den fejres jævnligt hjemme ved os med levende lys, rødvin eller et hejst Dannebrog. M for MOR. Egentlig var jeg ikke særligt optaget af at få børn. Da jeg så begyndte, kunne jeg slet ikke stoppe igen. Jeg reflekterer jævnligt over min måde at være mor på, og jeg prøver på bedste vis at opveje for det fravær, der følger med en erhvervskarriere og politisk involvering. Mine weekender er derfor helliget familien, hvilket betyder at vi ikke har en voldsom stor vennekreds, som vi er sammen med. Hverken min kæreste eller jeg dyrker sport - men fokuserer på børnene og hinanden. N for NORDFYN. Her er mit hjem på 9. år og jeg har en helt speciel forkærlighed for egnen på toppen af Fyn. Jeg bryder ofte ud med sætningen: "Nej, hvor jeg elsker at bo her." For vi har det hele: fantastisk natur med skønne skove og havet og fjorden omkring os. Vi er enormt privilegeret ved at bo tæt på naturen, hvor vi har harer, flagspætter og rådyr i haven (når de ikke spiser mine tulipaner!) O for OMSORG. Der skal være omsorg for vores svage og ældre i vores samfund. Men der skal også være omsorg for de svage i en skoleklasse, i en familie og på en arbejdsplads. Det har stor betydning både for dem, der har brug for omsorgen - men også for os, der giver omsorgen. P for POLITIK. Det er 8. år jeg er lokalpolitiker på, og jeg har været folketingskandidat i 1½ år. Jeg er vild med politik, fordi der er så mange facetter i det. Man skal ikke blot sætte sig ind i dagsordener, men også have en forståelse for de andre partiers bevæggrunde til deres holdninger. Politik er mulighedernes kunst, og det er i samarbejdet, at vi virkelig skaber udvikling. Det kan jeg godt lide. Q for Quizzer. Jeg er SÅ dårlig til Trivial Pursuit, og får kun sjældent oste, hvis vi spiller. Men jeg er ligeglad; man kan ikke være god til alt! R for REJSER. Det er fantastisk at se, hvordan andre mennesker lever. I år var vi i USA på ferie, og amerikanerne fascinerer mig. Jeg kan godt lide deres livsstil, hvor man glæder sig over hinandens succes’er - det er ikke altid muligt i Jantelovens Land. De har også et helt andet drive end os - noget fandenivoldsk med, at alt kan lykkes. Det kan jeg godt lide - for drømme kan føre én virkelig langt i denne verden. Men deres manglende sygesikring og fattigdom får mig virkelig til at være taknemmelig for at være dansker. Så betaler jeg gerne min skat! S for SKILSMISSE. Jeg har oplevet skilsmisse to gange i mit liv. Første gang var jeg 9 år, hvor mine forældre skulle skilles. Men det var en lettelse, for de skændtes meget og var langt bedre hver for sig end sammen. Den anden gang var jeg i begyndelsen af 30’erne, da min eksmand havde fundet en anden og ville skilles. Det var et chok, for jeg troede, at jeg var lykkelig gift. Men på forunderlig vis får man samlet sig selv op og kommer videre. En klog kvinde sagde en gang til mig: "Man kan ikke gøre for det, som sker for én - men man kan bestemme, hvordan man håndterer det". Den sætning har hjulpet mig flere gange. T for TULIPANER. Min have er mit fristed. Det er her, at jeg oplader, og det er gennem oprykning af ukrudt, at jeg afstresser. Al min fritid foregår i haven, hvor vi er sammen med børnene, fælder træer eller bygger et eller andet nyt. Jeg er vild med at eksperimentere i haven og har vildt mange frø til at gro i vindueskarmene, der kommer ud i haven om foråret. Farverne betyder meget for mig, og jeg kan glæde mig hele ugen til, at komme i haven i weekenden. Mine favoritter er tulipaner, som jeg har i mit Amsterdambed og roser, som bare er SÅ eventyrlige at kigge på. Der er masser af skvalderkål og tidsler forskellige steder, men de ryger efterhånden, som jeg kommer frem. Jeg stresses ikke af, at jeg ikke når det hele på én gang. Det er ren nydelse! U for UHØJTIDELIG. Det bekymrer mig ikke, at handle ind i gummistøvler og morgenhår. Jeg har ikke brug for at se civiliseret ud i min fritid - jeg bor trods alt på landet, hvor der ikke er mange naboer. Til gengæld vil jeg gerne se ordentlig ud, når jeg præsenterer mit parti, min kommune eller min arbejdsplads. W for WWW. Hvor jeg bruger en stor del af min tid til at finde viden, udveksle informationer eller blot holde kontakten. Internettet er stadig en nyere opfindelse; men vi kunne dårligt forestille os et arbejdsliv eller endog hverdagsliv uden. X for XXX. Familiens hemmelige tegn, som vi kan bruge uden andre kan se, hvad det betyder. Y for YNGRE. Nej tak til at blive skåret i eller få skåret af for at se yngre ud - i hvert fald ikke endnu Z for ZAPPE. Jeg kan ikke holde ud, når der zappes på fjernsynet - og kan blive lettere utidig, når familiens medlemmer gør det! Æ for ÆSTETIK. Jeg nyder, når tingene ser ordentligt ud. Når der er system på mine hylder, håndklæderne er foldet på den rigtige måde og tøjet hænger i et farvesystem. På den måde er der nok noget Monk over mig! Ø for ØFF’ERE. Der er intet, der frustrerer mig mere end negative personer, der altid fokuserer på det, som ikke kan lade sig gøre. Jeg kalder dem for øff’ere, fordi de øffer konstant over: det der ikke er sket, det der kan ske eller det der er sket. I stedet for at være positive og VÆLGE at se det, der lykkes og fortrænge det negative. Jeg er selv et positivt menneske, og prøver at opdrage mine børn i samme ånd. For livet bliver bare bedre af, at man fokuserer på alt det dejlige, der hænder én i stedet for alle de idioter, som man er omgivet af Å for ÅNDELIGT. Religion betyder ikke kun at deltage i gudstjenesterne, men også at være noget for andre, at behandle andre ordentligt og at gøre en forskel, mens man lever. |
| Ingen aktuelle nyheder Kom venligst tilbage senere |